Træt af at lande i Københavns Lufthavn og stå i kø sammen med de andre passagerer for at få en taxa ind til byen eller videre til den endelige destination?
Den bekymring fjerner det mellemøstlige luftfartsselskab Emirates når de fra 1. april 2012 tilbyder at hente og bringe danske passagerer i Mercedes-biler.
Emirates er et af verdens hurtigst voksende flyselskaber og lancerer som det første selskab i Norden en eksklusiv limousineservice for sine passagerer på First Class og Business Class.
Med den såkaldte Chauffeur Drive Service (CDS) vil Emirates fra 1. april hente og bringe de passagerer på First og Business, der skal flyve fra København og bor inden for en radius af 40 km fra lufthavnen. Det samme gælder, når kunden lander i København, hvor de ligeledes vil blive kørt fra lufthavnen og bragt til deres endelige destination.
Der bliver tal om sorte luksuriøse Mercedes-biler i E- og S-klassen.
“Emirates Chauffeur Drive Service er en eksklusiv service, vi tilbyder vores passagerer på mange udvalgte destinationer rundt omkring i verden. Nu introducerer vi så som det første flyselskab chaufførservice i København,” siger Teddy Zebitz, der er Area Manager Nordic Countries hos Emirates.
Det er Dansk Limousine Service, der står for Emirates CDS i Danmark. Flåden vil udelukkende bestå af sorte Mercedes med Emirates-logo.
Målet er at give passagerer på Business og First Class ikke bare en komfortabel, afslappende flyrejse, men en luksusoplevelse helt fra rejsen tager sin begyndelse og helt frem til kundernes endelige destination.
Emirates flyver til 121 destinationer i 72 lande og er blandt andet verdens største operatør af Airbus A380-fly.