BMW er nu klar med stationcar-udgaven af deres nye 3-serie. Kodeordene er stadig dynamik og funktionalitet kombineret i et sportsligt design.
Hvis man synes pladsen er lige trang nok i den almindelige sedan, så er der hjælp at hente med touring-udgaven af den nye 3-serie. Den gør stadig sit bedste for at ligge forrest i segmentet for sportslige luksusstationcars.
I forhold til den forrige model er kabinen blevet større og designet er mere markant med en lidt nedadgående taglinje, forlængede sideruder og den markante bagende. Det er med til at give modellen det karakteristiske Touring-præg og vidner om de mange kræfter og muligheder, der gemmer sig bag det smukke ydre.
Endnu mere plads
Den nye BMW 3-serie Touring er 97 mm længere end forgængeren, og akselafstanden er øget med 50 mm, hvilket giver endnu mere plads til passagerer og bagage. Bagagerumskapaciteten er øget med 35 liter, så den nu er på hele 495 liter. Det omfattende standardudstyr gør det lettere at klare hverdagens mange udfordringer og understreger modellens store alsidighed. Som eksempel kan nævnes splitbagsæde med 40/20/40-opdeling, automatisk bagklap med den velkendte separate bagrudeåbning, beskyttelsesliste i rustfrit stål på den lave læssekant (62 cm over jorden), separat skillenet og et bagagerumsdækken, der nemt kan pakkes væk under bagagerumsgulvet.
Ud over større funktionalitet og fleksibilitet udmærker den nye BMW 3-serie Touring sig ved forbedret kørekomfort, valgmulighed mellem forskellige udstyrspakker (Sport Line, Luxury Line og Modern Line) samt de materialer og farver, der kendes fra den nyligt lancerede 3-serie Sedan. Man kan vælge en M sportspakke som ekstraudstyr.
Det nye modelprogram lanceres med varianterne BMW 328i, 330d og 320d som alle er udstyret med BMW TwinPower Turbo-teknologi.
Ud over den nye 4-cylindrede benzinmotor i 328i med 245 hk (180 kW) og den opdaterede 2,0-liters dieselmotor i 320d med 184 hk omfatter motorprogrammet en optimeret 6-cylindret dieselmotor i 330d, som yder 258 hk og kombinerer sportslig dynamik med væsentligt reduceret brændstofforbrug og udledning.
Alle motorerne lever op til kravene i udledningsstandarden Euro 5, og dieselmodellen 320d kan optimeres yderligere, så den lever op til Euro 6-kravene. Dertil kommer Driving Experience Control med ECO PRO-funktion, som gør samtlige motorvarianter endnu mere økonomiske.
De 4-cylindrede modeller er udstyret med en sportslig manuel 6 trins-gearkasse, og som ekstraudstyr kan BMW desuden tilbyde en innovativ 8 trins-automatgearkasse (standardudstyr i BMW 330d Touring).
Til 8 trins-automatgearkassen kan der vælges gearskiftekontakter på rattet, og begge gearkassevarianter er kombineret med den brændstofbesparende automatiske start/stop-funktion.
Som ekstraudstyr er der mulighed for at vælge M sportsundervogn eller adaptiv styring.
Den nye BMW 3-serie Touring lanceres i september 2012. BMW 328i Touring koster 600.500 kroner, BMW 330d Touring koster 770.500 kroner og BMW 320d Touring fås for 554.500 kroner.