Mini Cooper S

Der er dømt go-kart for alle pengene og redaktions smil har sjældent været større end da Mini Cooper S vendte tilbage.

175 hestekræfter til en egenvægt på 1.205 kilo og dæk, der er placeret yderst i de fire hjørner giver dynamiske køreegenskaber som gør det til en helt speciel – og ikke mindst fornøjelig – oplevelse af drøne rundt i bilen.

Køreglæde i stor stil
Mini Cooper S tilbyder køreglæde i maxi størrelse, men desværre også til maxi pris. Nogle biler bliver man glad af at køre i. I Mini Cooper S bliver man meget glad. Minien var oprindeligt tænkt som en billig bil til det engelske folk, på samme måde som Ferdinand Porsche i sin tid gav det tyske folk folkevognen. Men prisen gør det ikke realistisk at bilen bliver hvermandseje.

Da minien kom til verden var konceptet simpelt; hjulene helt ud i hjørnerne, motoren på tværs, minimal bagageplads og en halvskrabet kabine og det hele til en overkommelig pris. Opskriften er stadig den samme, men prisen er ikke længere skrabet. Faktisk er den temmelig pebret.

Smilet er gratis
Den korteste vej mellem to mennesker er smilet, som man siger. I den uge hvor redaktionen kørte Mini, må vi erkende at nogle biler bare har en særlig evne til at få smilet frem hos dem der kører og dem der kigger på.

Vi kørte på et tidspunkt i kortege, for at tage lidt billeder og redaktionsmedlemmet som kørte foran Minien måtte flere gange tage sig selv i at sidde og kigge fortabt bagud i bakspejlet mens smilet blev større og større ved synet af den lille gule bil agterude. Den er kær, ja nærmest nuttet, samtidig med at den er fræk og provokerende.

Det er ikke en brian-bil, snarere en forvokset matchbox-bil fra barndommen. Det er lige før man får lyst til at brumme med, når motoren får omdrejninger og lave udskridningslyde når man tager hjørnerne… også selvom bilen holder stille i indkørslen.

Fornemmelse for fart
Vi kørte Cooper S på små kringlede biveje og blev glad af det. Her er Cooper S lille, let og væver og man føler mere, at man kører go-kart end man kører bil. Det er meget, meget sjovt og inspirerende. Den hårde affjedring og det at man sidder meget tæt på vejen og næsten har bagdelen under de store alufælge giver en fantastisk følelse af at køre stærkt. Og også af at køre meget stærkere end man egentlig gør. Et af redaktionens medlemmer luftede sin 63-årige mor og hun udtalte spontant på en lokal skovvej ”Det er jo sjovt det her – det er præcist ligesom at køre i rutchebane”.

Motorvejstoget
Når man så sender sin Cooper S ud på motorvejen for at lege med de andre drenge så gør den noget uventet. Den bliver rolig, stabil og støjniveauet bliver behageligt når man lunter af sted med 130 km/t i 6. gear mellem juniorsælgerne i deres kedelige Avensis eller Mondeo. Og man forbavses over, at denne lille aggressive lommeracerbil faktisk kan køre langt uden at trætte chaufføren.

Skulle man endelig få lyst til at lægge forstædernes automobile statussymboler bag sig, ja så er morskaben kun en nedgearing eller to borte. 175 kompressorfodrede heste til 1.205 kg bil er trods alt rigeligt til at slå alle andre trafikanter hjem til vognlyet.  Så hvad angår følelsen af fart kan Cooper S være ren ulv i ulveklæder eller ulv i fåreklæder – du bestemmer selv. Og det er da fantastisk.

Sparsommelig – sådan da
Kan man overhovedet sige at en bil er økonomisk, når den har 175 hestekræfter under hjelmen og man i øvrigt hele tiden fristes til at give den noget ekstra pedal? Nej, men minien kører alligevel knap 14 km/l og det skyldes i høj grad den lave vægt. Måske synes man i disse tider med reguleringer af afgifter, at 14 km/l ikke er meget, men det er – i praksis – en af de mest økonomiske benzinmodeller vi har testet. Der er for de fleste bilproducenters vedkommende langt fra EU-normtal til forbruget i virkelighedens verden. Ingen nævnt, ingen glemt.
 

Kabineindretning
Man bliver glad af Mini Cooper S køreegenskaber og man bliver glad af at opholde sig i kabinen. Retroinstrumenterne og de rallyinspirerede vippekontakter med deres gelændere, som får dem til at ligne noget, der er designet til at blive betjent med 100 miles i timen af en nervesvækket co-driver’s brandsikrede handsker gør en i godt humør og giver en lyst til at køre.

Med en pris på 400.000 kroner er det ganske vist ikke svært at finde biler med meget mere plads, bedre instrumenter og en bedre plast- og samlekvalitet. Men det er vanskeligt at finde noget der giver samme glæde og lyst til at køre en tur.  Man bliver simpelthen glad af at sætte sig ind i bilen. Og det helt uden at have trykket på startknappen.

Let at køre
Kørestillingen og pedalerne er ren BMW i den forstand at man bare sætte sig ned i Cooper S. Og tingene sidder så der hvor man forventer at de sidder. Og pedalerne formår på mirakuløs vis at sidde rigtigt hvad enten chaufføren er en fiks lille stilet i størrelse 36 eller bjergstøvler i størrelse 46. Eneste anke var kontakten til blinklyset, som er udstyret med automatik, dvs. at de man blot presser ned eller op og ikke mærker et klik, hvorefter kontakten bliver siddende indtil svinget er foretaget. Vi ved at det fungerer langt bedre i BMWs modeller, så måske er det kontaktens udformning, som kræver lidt tilvænning.

Bagsædeplads
Der er bagsæde og endda med egne kopholdere. Men uanset hvor mange nostalgiske beretninger 60’er generationen erindrer om fem mennesker på udflugt til verdens ende i en Morris Minor, så er sandheden at bagsædet i dagens Mini er til pynt og til bagage der ikke kan være i bagagerummet.

Selvom Mini i nyeste version er vokset med 5 centimeter i længden, er den målt på dagens standard ikke til bagsædepassagerer. Når jeg klemmer mine 183 cm ned på bagsædet er det ubehageligt og chaufføren skal så ikke være meget over 160 cm for at have kontrol over bilen. Men for en 10 år gammel Thorkild Thyrring klon er bagsædet et vidunderligt sted at opholde sig. Affjedringen gør dog, at man skal holde køresyge børn langt langt væk fra bagsædet. Og egentlig er det uretfærdigt at kommentere på bagsædepladsen for Mini Cooper S er til den kørebegejstrede Double Income No Kids bybo, der nyder turen af snoede biveje til the country cottage i Midsummer eller til weekendhytten i Sverige.

Giver det mening?
Objektivt set over hovedet ikke. Efter sidste uges afgiftsnedsættelser kan man få 3 styk Opel Corsa i mindste aftapning for de samme penge som en enkelt Mini Cooper S. Man kan også få den mindste BMW 1 Serie som har rigelig køreglæde og en helt anden anvendelighed og kvalitetsfølelse, dog kombineret med en noget mere adstadig motor. Og ellers kan man få den Honda Civic Diesel som denne signatur er ulykkeligt forelsket i og så i øvrigt stadigvæk have penge til flere års forbrug af diesel.

To vidt forskellige alternativer der på hver deres måde tilbyder langt mere ”value for money” i hverdagen. De er bare ikke sportsvogne hvis eneste formål er gøre dig glad for at køre bil. I stedet er de praktiske hverdagsbiler med et sportsligt tilsnit. Mini Cooper er ren sport i retro indpakning.

Bilen skal altså købes med hjertet alene.  Og lader man hjertet bestemme så bliver man ikke bare glad af at køre Mini Cooper S. Man bliver rigtigt meget glad. Alle burde have ret til køreglæde. Ligesom alle har ret til et fedt køkken i reklamerne.