Med Koenigsegg CCXR bliver det muligt at køre i en af verdens hurtigste sportsvogne – og tanke grønt. Den nye CCXR Limited Edition som fik premiere på motorshowet i Geneve, kan nemlig køre på biobrændsel. Og der er ikke meget at betænke sig på, hvis man vil være grøn i tanken. Faktisk yder motoren mere med dette alternative brændstof i tanken, end med traditionel benzin.
Bilen er den foreløbige kulmination på en svensk drøm om en superbil. I 1996 rullede den første bil fra Koenigsegg ud til test og snart var CC en realitet. Første model havde tilnavnet 8S, nogle år senere kom CC R. Herefter CCX modellen og nu altså CCXR Limited Edition.
Ligesom de foregående versioner, er nyeste model ikke den store afvigelse fra den oprindelige model hvad angår det designmæssige. Til gengæld er der sket meget med motoren.
400+ klubben
Med den nyeste aftapning af guldægget fra den svenske bilproducent, bevæger vores naboer sig ind i den særdeles eksklusive klub, som faktisk kun har Bugatti Veyron som eneste andet medlem.
Med en teoretisk topfart på 417 km/t skulle CCXR limited edition være i stand til at konkurrere om titlen som verdens hurtigste bil. En titel som den forrige CCR model havde en kort overgang tilbage i 2005, indtil Veyron monsteret slog alt og alle og brød 400 km/t barrieren. Nu slår Svenskan tilbage og sætter Veyron til vægs på topfart.
Flowerpower
Som noget helt nyt kan CCXR modellen køre på bioethanol (E85) og det sløver ikke motoren at køre på biodynamisk brændstof. Ydelsen hæves til mere end 1.018 hestekræfter og et lige så vanvittigt moment på 1.060 nm. Sammen med vægten som er holdt på 1.280 kg, giver det fænomenale accellerationer. De første 100 km/t nåes på lige under 3 sekunder og 200 km/t nåes på 8,9 sekunder. Bremse kan det også; Disciplinen 0-200-0 km/t klares på 13,7 sekunder og med det resultat nærmer vi os Formel 1 bilerne.
Eksklusiv
Der er stadig ingen officiel dansk importør, hvorfor eventuelle interessede købere skal henvende sig på den anden side af Øresund. Og man skal skynde sig for den specielle bil laves kun i 6 eksemplarer til en pris på 1.500.000 euro per styk. Uden afgifter vel at mærke. På afgiftsplagede danske nummerplader nærmer bilen sig dermed 30 millioner kroner.
Og selvom E85 ikke er dyrere end almindelig benzin, skal man enten køre frem og tilbage og Øresund eller begynde sin egen importvirksomhed, hvis man vil tanke E85 og få det fulde udbytte af motorens kraftpotentiale.
Tal og teknik | |
Model: | Koenigsegg CCXR Limited Edition |
Årgang | 2007 |
Produktion | Ukendt |
Pris: | Cirka 11 millioner |
Motortype: | 8 cylindre v-form, benzin, kompressor |
Brændstof: | Benzin |
Træk: | Baghjulstræk |
Slagvolumen: | 5.000 ccm |
Ydelse: | 1.018 hk ved 7.000 o/min |
Moment: | 1.060 nm ved 5.700 o/min |
Gearkasse: | 6 trin manuelt |
Topfart: | 417 km/t |
0-100 km/t: | 2,9 sekunder |
0-200 km/t: | 8,9 oplyst |
0-300 km/t: | Ikke oplyst |
1/4 mile: | Ikke oplyst |
Forbrug opgivet: | 4,5 km/l ved blandet kørsel på E85 brændstof |
Tankindhold: | 70 liter |
Bagagerum: | 120 liter |
Køreklar vægt: | 1.280 kg |
Total vægt | Ikke oplyst |
L/B/H: | 429 cm/199 cm/112 cm |
Dæk: | Foran: 255/35-19 Bagved: 335/30-20 |
Standardudstyr: | Individuelt |
Konkurrenter: | McLaren F1, Mercedes SLR, Bugatti Veyron |