Kleemann GTK

Dansk design kan ikke kun klare sig i modeverdenen, men også i bilbranchen. Det er lidt af en påstand, men der er substans bag ordene når man ser på tegningerne til Kleemanns GTK. Tilbage i november 2007 præsenterede det danske tuningsfirma Kleemann et projekt, som skal sætte dem på landkortet blandt producenter af supersportsvogne.

Vi har set lidt nærmere på projektet og fimaet bag.

Motor og styling
Kleemann har i en årrække vundet stadigt mere hæder for motortuning og undervognsændringer af Mercedes-programmet. Hvis en Mercedes skulle være rigtig vild at se på og køre i, har der længe kun været to muligheder, nemlig Brabus og Mercedes egen motorsportsafdeling med tilnavnet AMG.

Det har Kleemann gjort sit for at ændre og siden man i 2002 lod Jason Watt køre en 605-hestes e-klasse til en plads i verdensrekordbøgerne som verdens hurtigste serieproducerede sedan, har udlandet fået stadig mere smag for det danske design.

Nu rykker Kleemann et skridt videre og gør sig klar til at levere sit eget design til de spræske kompressormotorer, som har været varemærket siden starten. Bilen er en konceptbil med tilnavnet GTK og baseres på en Mercedes Benz SLK. Der er med andre ord tale om en 2-dørs sportsvogn. Kleemann vil dog mere end bare være leverandør af et fancy bodykit til eksisterende SLK ejere. Der bliver tale om en helt selvstændig bil. Lykkes de planer, så har Danmark fået sin første egentlige producent af sportsvogne.


Hvis designstudiet holder til produktion, bliver det et formidabelt skue. Foto: Kleemann.dk 

300 km/t
Når Kleemann kan presse deres biler op til 300 km/t hvis der står Mercedes på den, så er der ingen grund til at gøre den kommende sportsvogn i eget regi langsommere. Elektronisk begrænsning skal efter planen slå gassen fra når speedometernålen rammer den magiske grænse ved 300 km/t og bringer bilen ind i den lille eksklusive skare af supersportsvogne.

Efter planen bliver GTK rigget til med SLK’ens AMG-motor og monteret med en Kleemann kompressor, der hæver ydelsen til frygtindgydende 540 hk og 700 Nm. For at sætte de tal lidt i perspektiv, så er det mere end man finder i en BMW M6, som tilmed har mere vægt at slæbe rundt på.

De mange kræfter, der skulle sikre en accellerationstid fra 0-100 km/t på blot 3,7 sekunder holdes i ave via en syvtrins automatgearkasse, et Kleemann differentiale og ultra lavprofil Toyo dæk på 20 tommer Kleemann alufælge. Netop fælge og styling har længe været eftertragtede Kleemann specialiteter.

Der er endnu ingen oplysninger om kommende priser, men hvis indgangsbilletten for at skabe uhyret er en Mercedes SLK AMG 55, kan man jo starte med at lægge 1,4 millioner danske kroner og så forberede sig på en stor ekstraregning for ombygningen.

Redaktionen krydser fingrene for at projektet lykkes, og glæder sig til en prøvetur …