Kia Ceed 1.6 CRDi Exclusive

kiaceedcrdiexclusivesmallDen nye C´eed er Kias bedste bil til dato og den bliver ikke sorteper i det skrappe felt i den lille mellemklasse.

Billigste model er en benzin til 180.000 og billigste diesel koster 205.000. Det er virkelig skrap kost for konkurrenterne, og vi anbefaler at alle lader deres fordomme hvile for en stund, og under sig en prøvetur, inden den næste familiebil indkøbes. Det har C´eed fortjent. Så enkelt kan det siges efter en uges test i den nyeste fra Kia.

Det ny årtusindes Skoda

Vittighederne om Kia var omtrent så mange, som 1980ernes Skoda-vitser. Idag er Skoda et mærke man forbinder med både kvalitet og gode køreegenskaber. På mange områder minder Kias historie om Skodas. Der har også været tale om ret udskældte modeller, som slet ikke passede til det europæiske marked. Kun på et område var den relevant, nemlig prisen, som gør den til Danmarks billigste bil.

kiaceedcrdiexclusive2

I takt med at Kia har fået bedre styr på kvaliteten er priserne også steget. Som det også var tilfældet med Skoda. Man skal man virkelig vælge en bil fra Korea? Ja, nu er bilen faktisk designet i Frankfurt af europæiske designere og den samles på en af verdens mest avancerede bilfabrikker i Slovakiet. Så det er faktisk en europæisk bil, hvis man endelig skal være nøjeregnende.

Der er ingen tvivl om at den nye C´eed minder om Toyota Corolla eller Auris. Men den er faktisk pænere, hvis jeg må have lov til den mening. I øvrigt minder flere af konkurrenterne om hinanden, i takt med at man de seneste år har fået lidt højere biler, hvor profilen er ændret.

kiaceedcrdiexclusive1
Bagagerummet siger blot 340 liter, men det føles større og det er nemt at laste.

Fremragende diesel
Testbilen var udstyret med den mindste diesel i programmet og det må være det mest oplagte valg. Man mangler bestemt ikke trækkraft eller overskud på noget tidspunkt.

En ting er at de officielle tal siger 21,3 km/l – vi kom “kun” ud med 15,0 km/l. Det er godkendt, men heller ikke mere. Det er iøvrigt et generelt svaghedstegn for de fleste af de biler vi tester og tanker; de officielle forbrugstal er ofte ret langt fra de praktiske erfaringer.

kiaceedcrdiexclusive3
Er det en Toyota eller en Kia? Bagenden kan snyde…

Letkørt
Når man sætter sig ind i bilen, bemærker man at den er let at komme ind i, både foran og bagi. Autostole ryger nemt på plads og ungerne behøver ikke føle sig indespærrede. Der er luft omkring dem og højt til loftet.

Kvalitetsløft

Man mærker at dette er en bil, som er bygget på erfaringer fra tidligere modeller. Hvor plastkvaliteten ikke har hørt til de bedste, så er der rådet bod på dette i Kia C´eed. Det er blødt og lækket og tager sig indbydende ud. Sæderne har godt og holdbart stof og man sidder udmærket på alle pladser, selvom 3 voksne på bagsædet, ikke lige er vognens livret.

Overalt hvor man trykker på knapper, eller drejer på på ting, føler og rører, får man en gedigen kvalitetsfornemmelse. Ikke som en håndbygget aristokratisk limouisne, men helt på højde med de bedste i klassen.

Inspirerende køreegenskaber
Undervognen er sat rigtig godt op. Sammen med den kvikke motor, er det ligefrem en fornøjelse at styre bilen ind og ud af sving. Den kan mere end man umiddelbart forventer sig af en forholdsvis billig familiebil.  Styringen er direkte og bilen føles ganske adræt i svingene.

kiaceedcrdiexclusive4
Der er god plads på bagsædet til både høje og langbenede.

Exclusive pakken
Vi testede højeste udstyrsniveau i form af Exlcusive pakken, som indeholder el-ruder hele vejen rundt, god radio med CD/MP3, læder på rat og gearknop, indfarvede spejle og mere af samme skuffe.

Skal det bare være billigt kan man godt nøjes med Motion varianten og den mindste 1.4 benzinmotor. Så starter prisen som nævnt lige under 180.000 kroner og det gør bilen ualmindeligt attraktiv.

Kias bedste – med garanti
Der vil givetvis være skeptikere rundt om i landet, som siger nej tak til bilen, bare fordi det er en Kia. Det er dumt, for den tåler sammenligning med alt andet til prisen. Måske er Focus og Golf lige den tand bedre i kvaliteten og køreoplevelsen, men det er også til væsentligt højere priser. Og så har Kia noget som ingen anden konkurrent kan matche; 7 års garanti. Det er den slags udmeldninger, som sender  chokbølger gennem bilverdenen.

Det er enestående lang tid og selvom den er begrænset til maksimalt 150.000 kilometer og at man overholder alle servicetjek, kan man ikke komme uden om at det er Danmarks bedste garanti. Tænk engang hvad det betyder for brugtprisen når en 4 år gammel Kia C´eed kan sælges med 3 års fuld forhandlergaranti.

Som vi startede med at skrive, så er C´eed klart Kias bedste bil til dato. Jeg føler mig ret overbevist om at vi om få år vil se endnu bedre biler og højst sandsynligt også dyrere modeller, måske endog limousiner fra Kia. Det vil vi kun glæde os til.

Tekniske data

Model

Kia C´eed 1.6 CRDi Exclusive

Pris

234.999,- ekskl. levering og metallak

Motortype4 cylindre, diesel

Træk

Forhjulstræk

Slagvolumen

1.582 ccm

Ydelse

115 hk ved 4.000 o/min

Moment

255 nm ved 1.900 o/min

Gearkasse

5 trin manuel gear

Topfart

188 km/t 

0-100 km/t

11,5 sekunder

Forbrug opgivet

21,3 km/l ved blandet kørsel (EU-norm)

Forbrug målt

15,0 km/l ved blandet kørsel

Bagagerum

340 liter

Køreklar vægt

1.281 kg

totalvægt

1.820 kg

L/B/H

424 cm/179 cm/148 cm

Testperiode

Juni 2007

Testvarighed

7 dage

Testlængde

500

Testvejr

Sol, regn, 10-25 grader

Testområde

Danmark, motorvej, landevej, by

Standardudstyr

4 x el-ruder, servostyring, fjernbetjent centrallås, el-indstillelige sidespejle, aircondition, radio/CD/MP3 med ratbetjening, læder på rat og gearknop 

Konkurrenter

Toyota Auris, Opel Astra, Citroen C4, Peugeot 307/308