Skaaat, vi har fået campingvogn. Sådan omtrent lyd min hilsen til fruen, da jeg kom hjem med Kia Carnival i Camper-versionen. Jeg er sikker på at hun havde forventet et hus på hjul og en Carnival, der på langt de fleste måder er en helt almindelig bil.
Camping… eller noget der ligner
Nu ønsker redaktionen på bilogomotor.dk ikke at starte en længere diskussion om rimeligheden i at campere skal på lavere afgifter. Men lad os alligevel kommentere det uforståelige i at man ved at smide det syvende sæde ud, kan spare 150.000 kroner på en Kia Carnival.
I Danmark betyder vores særegne lovgivning at bilen nu kan registreres til en lavere afgift; ja, den gode forklaring på denne undtagelse, kan vi ikke finde noget sted. Faktum er blot at man ved at undvære det 7. sæde kan få prisen ned på cirka 300.000 kroner og det er billigt for så stor og veludstyret bil.
Vi bebrejder hverken Kia eller køberne for at benytte dette hul i lovgivningen, men reelt er der altså ikke meget campingvogn over en bil, bare fordi der er plads til et par telte og liggeunderlag i bagagerummet.
Rummelig
Bilen er stor på alle leder og man derfor er det både mageligt og praktisk med skydedøre i begge sider. I det hele taget er bilen lagt praktisk an. Der er god loftshøjde, god plads i sæderne og da man jo ikke har det sidste sæde, er bagagerummet særdeles anvendeligt.
Der er rigeligt med aflæggeplads og små praktiske rum i bilen og selv en ferietur med pladskrævende børn, er intet problem. De forskellige sæder har rigeligt med indstillingsmuligheder, så man får en særdeles fleksibel indretning af lastrum.
Veludstyret
Den hurtige konklusion af denne Kia model er simpel: der mangler intet i denne bil. I EX-versionen som vi testede, bliver man blandt meget andet forkælet med med el-ruder hele vejen rundt, inklusive de bagerste skråruder, læderrat, to-zone klimaanlæg, fartpilot og et velspillende anlæg. Det velfungerende automatgear fuldender indtrykket af en rigtigt flyderbil. Det er bestemt en bil vi ufortrødent kunne køre en tur sydpå med ungerne bagi.
Vores testversion var tillige udstyret med DVD-afspiller monteret i loftet samt to trådløse hovedtelefoner. Simpel, men genial underholdning til ungerne på de længere stræk, hvor man kan drukne i skrig, skrål og krav om hyppige tissepauser, brikjuice, malebøger og larmende legetøj.
Ungerne elskede at køre i bilen i testugen og selvom man ikke helt kan stole på en 3-årigs bedømmelser af en bil, så var Carnival i hendes øjne verdens bedste bil.
Design
Kia Carnival kommer næppe på Museum of Modern Art, for noget stilikon er bilen unægteligt ikke. Mindre kan dog også gøre det og bilen er i stedet skabt med anvendeligheden i højsædet.
Firkantet vil nogle mene, praktisk siger andre. Vi deler vandene og siger at bilens trods de overordnede firkantede linjer har blødt designet betydeligt op siden forgængeren. Den så billig ud og det gør den nye model ikke. Det er tankevækkende at en bil kan ændre karakter og give en indbygget kvalitetsfølelese blot ved at skifte udseende.
Køreegenskaber
Affjedringen er til den komfortable side. Nogle vil endog sige at den er for blød, men til bilens karakter passer den i vores mening fremragende. Bilen er ikke mere sidevindsfølsom end andre biler og selv med børn og voksne på alle sæder, fornemmes den tryg og sikker.
Lydniveauet er tilpas afdæmpet og man kan sagtens føre en samtale med bagsædepassagerne, selvom det går stærkt på motorvejen.
Bred som en ladeport.
Hold da op hvor er den bil bred. Det er faktisk en de meget få biler, hvor redaktionens medlemmer havde virkelig svært ved at bedømme størrelsen. På en tur i en parkeringskælder måtte vi sidde med tungen lige i munden og bakse bilen på plads i båsen mellem to andre parkerede biler.
Det var lige akkurat muligt for chaufføren at komme ud, men da vi gik ud af bilen og kiggede på bilen til højre for os, så holdt vi så tæt på at deres eneste exitstrategi ville gå gennem soltaget. Så vi fandt os en anden plads i p-kælderen uden generende biler på siden af os.
Stor diesel
Med næsten 3 liters slagvolumen er det en ganske kraftig sag som banker ude i motorummet med 185 hestekræfter og et moment lige under 350 nm, som er til rådighed fra blot 1.750 omdrejninger.
Man mangel med andre ord ikke kræfter, selvom automatgearet som vanligt stjæler en del af fartfornemmelsen. Ved kickdown kommer bilen rimeligt hurtigt frem, men det er ikke en bil, der vinder mange lyskrydsdueller; 14,6 sekunder skal den bruge, før speedometeret viser 100 km/t.
Forslugen
Vi tilskriver i øvrigt det førnævnte automatgear et meget højt brændstofforbrug. Kia lover over 11 km per liter hvilket virker rimeligt for en bil, der trods alt er både tung og bred.
Vi kom dog kun ud med godt 8 km/l og vi kørte bestemt ikke hurtigt eller voldsomt i testugen. Jeg ved godt at høj slagvolumen i sagens natur koster på forbrugtet, men det trækker ned i helhedsindtrykket af den ellers udmærkede motor. Der fåes p.t. ikke andre motorvarianter.
Konklusion
Der er rigtig meget bil for pengene i Camperversionen af Carnival. Man sparer 150.000 kroner på at smide det 7. sæde ud af bilen og selvom det ikke giver nogen mening, er det et rigtig godt træk. 450.000 for Carnival med syv sæder er lige i overkanten.
Godt 300.000 for en Carnival med 6 sæder, stor dieselmotor og masser af plads er til gengæld et røverkøb.