Der er en god og en dårlig nyhed for Honda med deres nye Accord. Den gode er at bilen er blevet endnu bedre end forgængeren. Den dårlige er at Honda næppe kan sælge en eneste Legend efter introduktionen af den nye Accord. Årsagen er, at Accord kan næsten det samme som Legend og til omtrent en tredjedel af prisen.
Særligt fra siden minder Accord om Lexus.
Lexus for alle pengene
Det er uundgåeligt at bilmodeller på tværs af mærker kommer til at minde om hinanden. Dels er der nogle ting som de fleste biler per automatik deler; fire hjul, fire døre, sidespejle, lygter etc. Dernæst er der det evige kompromis mellem plads og design, som skal være både aerodynamisk og moderne. Os almindelige bilentusiaster kan følge udviklingen på messer rundt omkring i verden, men hos fabrikanterne studeres konkurrenterne med lup hver eneste gang de præsenterer en ny model. Et vist slægtskab mærkerne imellem er således uundgåeligt og den gode ide eller det flotte design får sjældent lov at gå upåagtet hen. Jeg skal ikke kunne vurdere hvem der kopierer, undskyld inspireres af hvem, men faktum er at bilerne i den øvre mellemklasse fra tid til anden har slående lighedstræk. I dette tilfælde minder Hondas nye Accord temmelig meget om modeller fra Lexus. Ikke at det generer på nogen måde, for i testugen var familie og venner enige om at Accord alligevel formåede at skille sig ud fra mængden på en positiv måde.
Fronten er meget vellykket med en markant grill og sporty udseende.
Modehvid
Farven var modehvid, og selvom vi tror at det kan blive svært at sælge lige netop den farve om 2-3 år, så må vi erkende at lige nu, så holder hvid altså 100%. Specielt når det er hvidt i en særlig mettallak som virkelig tager sig godt ud tæt på. Ulempen er at bilen skal være nyvasket for at tage sig perfekt ud. Og i det danske klima med regnvejr, sand og grus på vejene, så varer det kun cirka 20 minutter inden dele af bilen trænger til en tur i vaskemaskinen igen. Så praktisk er hvid lak ikke på disse breddegrader.
Komfort på første klasse
Den tidligere Accord var en vellykket bil og alligevel er det lykkedes ingeniører og designere at rykke bilen en klasse op. Dørene smækker med den klassiske tunge pengeskabslyd, sæderne støtter ualmindeligt godt, kabinen er tyst selv ved høje hastigheder og man føler sig hensat til en væsentligt dyrere bil. Radioen spiller rigtig godt og passagerne føler sig også forkælet med rimelig god benplads og gode sæder. Loftshøjden kunne være bedre og matcher ikke f.eks. Mondeo. Det er prisen man betaler for det let skrånende tag. Alligevel føler fire voksne passagerer sig godt tilpa, også på længere stræk. Motorvejsfart generer absolut ikke i kabinen, hvor man ubesværet kan føre samtaler uden at hæve stemmen.
Modehvid bil parkeret i den grønne skov.
Udstyr
Honda har de seneste par år været rigtig gode til at smide store mængder basisudstyr i deres biler. Således også i den nye Accord, som vitterligt intet mangler, selv i den mest skrabede udgave, kaldet Comfort, får man dual zone klima, fjernbetjent centrallås, varme i forsæder, ratbetjent CD/MP3/WMA, el-ruder for og bag, armlæn foran, 6 gear og gearskifteindikator. I den testede udgave (Elegance) var der tillige automatisk nedblænding af bakspejl, tågelygter foran, alarm, fartpilot, regnsensor, usb stik til radio, 17″ alufælge, læderrat og lædergearknop. Prisforskellen er iøvrigt 20.000 kroner og de penge er givet godt ud.
Læderrat og overskueligt instrumentpanel; sådan skal det gøres.
Veloplagt motor
Ude foran ligger en 2 liters benzinmotor med 156 hestekræfter og i vanlig Honda stil, så skal den have en del omdrejninger for at yde sit optimale. Sådan er det med Hondas benzinmotorer og det tror vi ikke man skal lave om på. Ellers må man vælge modellen med diesel. Det skal nævnes at benzinmotoren findes i en 2.4 liters udgave med 201 hestekræfter, som sikkert vil tiltale en del købere. Den testede udgave mangler dog hverken saft eller kraft, selvom den med 1.500 kilo plus passagere har en del at slæbe på. Det er værd at bemærke at motoren med 156 hestekræfter er den mindste i programmet. Og det til en pris hvor konkurrenterne byder på 125 heste eller færre fra 1,6 eller 1,8 liter motorer.
De officielle tal siger 13,8 km/l, men i sagens natur kan man ikke undgå at lade motoren strække ud, når man kører Honda og vores 12,2 km/l virker mere realistisk i dagligdagen. Det placerer den akkurat midt i feltet af benzinmotorer i mellemklassen. Den er hverken bedre eller værre end konkurrenterne.
Selv i sedanudgaven er der masser af plads i bagagerummet.
Klassens bedste tilbud
Når vi tager de kritiske briller på, så er der reelt kun en enkelt ting, som vi ikke var helt begejstrede for; ved høj fart kunne vi ønske at styretøjet var en anelse strammere. Lad det være eneste anke ved en ualmindelig dejlig bil, for der er ingen tvivl om at Honda melder sig på banen med et ualmindeligt stærkt kort. Designet er sporty, pladsen er fornuftig, køreegenskaberne er gode, komforten er høj og kvaliteten forekommer at være i top. Når man så samtidig prissætter benzinudgaven med 156 heste til blot 353.600 kroner, ja så har man en bil som fortjener mange købere. Det er sagt flere gange tidligere; konkurrencen er benhård, for Mondeo, Passat og ikke mindst den nye Skoda Superb slås om købernes gunst.
I sidste ende tror vi man vælger en Accord for dens moderne design, det righoldige udstyr og den store motor. Læg dertil en absolut rimelig og meget konkurrencedygtig pris og konklusionen er klar; den nye Accord har fortjent at blive et hit.