Ford Mustang 4.6 Coupe

Hæ, hæ, griner jeg smørret og kigger atter på bilen. En Mustang med 300 heste venter på at blive tæmmet. Macho muskelbil, here I come!

Indrømmet; jeg havde forberedt mig på mødet med den utæmmede vildskab. De sidste vilde heste fra Guds eget land, hvor landevejene strækker sig hundredevis af kilometer gennem barsk terræn. Et sted hvor man har brug for en trofast partner til at bringe dig trygt fra det ene vandhul til det andet i form af livsnødvendige benzinstationer. For de 300 heste er tørstige. Meget tørstige. Især hvis man pisker dem en anelse.

Mine skægstubbe var daggamle, cowboybukserne tilpas slidte og mine Ray-Bans glimtede om kap med solen, da den hvide hingst dukker op. Den er fed. Nej, undskyld udstrykket, men hold kæft hvor er den fed. Der er noget gammeldags, brutalt og primitivt og bilens design. Den ser bred og muskuløs ud. Ikke slank og adræt som en europæisk coupe.

Væn dig til at se bagenden, hvis du udfordrer den ved lyskrydset.

Samuraisværd eller stridsøkse
Ugen forinden havde redaktionen haft en Honda Civic Type R til test. Direkte sammenlignet er Hondaen et samuraisværd, der til enhver tid vil kunne køre bukserne ned om hælene på den utøjlede Mustang. Det er japansk højteknologi mod amerikansk urkraft. Samuraisværd mod stridsøkse. Svingduellerne taber stridsøksen hver eneste gang.

Når det er skrevet, så kan en Mustang rent faktisk godt presses ind i og navnlig ud af sving i en fart, der får passagerer til at tabe underkæben og holde krampagtigt fast i sædet. Og så handler en Mustang slet ikke om sving, men om det lige stræk og den overbevisende muskelmasse.

GT
Turen over storebælt vidner om bilens fortræffeligheder. I femte gear cruiser man afsted på motorvejen uden at motoren behøver at komme ret meget over 2.000 o/min. Nu skriver jeg behøver, for praksis er noget andet. Man fristes til hele tiden at smide den i 3. og træde pedalen i gulv, for dernæst at blive presset tilbage i sædet i en aldeles overbevisende og stærkt vanedannende accelleration.

Veludstyret
I bund og grund er bilen ganske veludstyret. Du får 6-vejs elektrisk førersæde med el-justerbar lændestøtte, fartpilot, aircondition, 500 watt audio system med 6CD changer, læderindtræk og 17″ aluminiumsfælge. Alt sammen meget godt. Sæderne støtter godt og det er rent faktisk muligt at kile voksne mennesker om på bagsædet for en kortere tur, men ved længere stræk er bagsædet nu mest velegnet til børn.

Instrumentering er retrostil og man kunne let drømme sig hen til 1960ernes USA og en tur på Route 66. Læderrattet er tykt og ligger godt i hænderne, når alle hestene slippes løs og bilens forende letter, så man tror bilen stejler.

Læder og store højttalere dominerer det indvendige.

300 heste og 500 watt
Bilen er udstyret med et udmærket anlæg på 500 watt i en radio, der sluger 6 cd-skiver med MP3-filer. Man har med andre ord rigelig mulighed for at gemme musik til hele turen ned gennem Europa. Anlægget kan vitterligt spille meget højt og da Billy Joel synger et par af sine 80er hits, breder smilet sig atter i kabinen.

Men i bund og grund er anlægget helt spildt, for det eneste man gider høre, er djævleorglet ude foran, når det spiller op til dans på sine 8 tangenter. Alt afhængig af hvor meget gas du giver den, pludrer, brummer eller brøler den. Stille det er den aldrig. Og gud ske tak og lov for det.

I Die Hard filmen siger Bruce Willis, at han er “på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt” og man fristes til at bruge samme udtryk om Mustangen. I en verden med fartbegrænsninger og miljøaktivister er Ford Mustang med sin grådige V8 og hestekræfter i overflod, helt og aldeles malplaceret. Utidssvarende i en sådan grad at den reelt hører hjemme på museum. Det skal nu ikke forhindre os i at holde med både Bruce Willis og Ford Mustang.

Klassisk retro instrumentering … men det virker.

Manuel betjening
Det manuelle gear gør ikke bilen nogen tjeneste. Vælg automatgearet, som kan blive dit for cirka 20.000 kroner ekstra. Det virker som en oplagt investering, for motoren har kræfter nok og det manuelle gear er knoklet og kulissen er bestemt ikke hurtig at færdes i. Takket været den enorme motor på 4,6 liter er man dog sikker på at vinde langt de fleste dueller i lyskrydset for Ford Mustang bruger blot 5,5 sekunder på at nå 100 km/t. Og motoren brøler hele vejen derop.

 
Lav og bred – som en Mustang skal være.

Dominerer gadebilledet
Vi har kørt i mange biler efterhånden. Men ingen har fået tilnærmelsesvis samme positive tilkendegivelser fra forbipasserende som vores Mustang. Der bliver vinket, hujet og smilet til den store guldmedalje. På et tidspunkt holdt jeg tilbage for en ung knægt på cykel i et fodgængerfelt. Jeg skal aldrig glemme hans udtryk, da han fik øje på bilen. Hans spontane glæde var ubetalelig. Og da jeg kvitterede med et smil tilbage og et tråd på speederen så alle heste i stalden vrinskede, gav han mig det mest fantastiske gadedrengesmil og et thumbs-up med i tilgift. Det opsummerer meget godt, hvad denne bil gør ved både dig som fører og de forbipasserende. Ikke en eneste gang var der negativ feedback. Det er en bil som bringer glæde med sig.

Stalden ser ikke ud af meget – men hestene er gode nok.

Tid til Kleenex
Da afskedens time er kommet, må vi ty til kleenex. Dels fordi en tåre presser sig på, ved udsigten til ikke længere at skulle flyve ud over stepperne, båret af 300 vilde heste. Dels fordi 4 dage i en Mustang giver de fleste drengerøve forkølelse. Man kører nemlig – det lumske sommervej til trods – med nedrullede vinduer og armen i karmen, så man rigtig kan nyde brølet fra V8´eren igen og igen.

Kritikere vil hævde, at Ford Mustang er en helt igennem unødvendig bil med svingegenskaber som en overlæsset transitbus, brændstofforbrug som en 18-tons lastbil og en kabinekvalitet som burde få folk fyret.

Men glem det. Bare sæt dig ind på førersædet, drej nøglen og hør en klassiker vakt til live. Hele verden ligger for din højrefod. Hvor vi dog elsker den bil!