Ford Fiesta 1.4 TDCi – test

Det virker som om at hvor man end kaster blikket i bilpressen, så fyger det med lovord om den nye Ford Fiesta. Efter en uges test må redaktion ride med på bølgen og erkende at bilen har fortjent alle roserne.

Markant skarpere design end forgængen.

Skarpt design
Vi har tidligere testet den foregående Fiesta og den havde ikke ligefrem designet med sig. Bevares den var lille og praktisk, men nogen skønhedsåbenbaring, var der ikke tale om. Det forholder sig helt anderledes med den nye model. Her er rigeligt at være tilfreds med i Fords designafdeling. Bilen er kompakt, men sporty at se til. Kanterne er skarpere uden at det stikker sig meget ud, at det risikerer at blive grimt til næste sæson. Ny lyder det måske som om vi taler om mode og ikke biler og det er måske ikke helt forkert. Ford taler nemlig rigtig meget om livsstil og mode når snakken falder på deres næstmindste model.

Og de har noget at have deres stolthed i. I marts 2009 blev Fiestaen tildelt den prestigefyldte Red Dot award for excellent design. På alle måde et internationalt anerkendt kvalitets-stempel for design, hvilket ses ved at bl.a. Maserati Quattroporte, Mercedes R-klasse og Lamborghini Murcielago Roadster er blandt de tidligere modtagere af prisen.
Den sorte farve klæder bilen rigtig godt. .

Længst på literen
Redaktionen har gennem de sidste 8 år testet rigtig mange biler og her skiller Fiestaen sig positivt ud på især ét område. Det er nemlig den bil som vi har kørt længst på literen i. Den 1,4 liter store dieselmotor klæder bilen aldeles udmærket og da vi tankede nåede vi op på 21,6 km per liter diesel. Dette er vel at mærke med helt almindeligt køremønster; landevej, by og en anelse motorvej. Ingen anden bil vi har testet har kørt længere og det er jo rigtig godt nyt for alle der gerne vil spare på finanserne i denne tid.
Men også lidt støjende
Man skal lige vænne sig til at motoren ved koldstart giver lyd fra sig. Her har vi testet mere lydsvage dieselmotorer. Bevares efter 15-20 minutter falder motoren lidt til ro igen, men den høres stadig. Når man trækker de 68 heste af stalden, kan det også høres, men bilen fornemmes ganske kvik og overhalinger foretages sikkert. Her er faktisk hvad man har behov for, selvom flere vil tage springet op til den 90 heste stærke econetic model. Som iøvrigt lokker med over 27 km/l ved blandet kørsel. Den er cirka 25.000 kroner dyrere end den testede model, men skal det være rigtig grønt og miljøvenligt er det ikke nogen vej udenom den udskrivning.

Bagsædet er ikke for voksne
Vi har næsten kun godt at sige om bilen. Men lidt malurt skal i bægeret og det kommer fra bagsædet. Hvis man er en voksen mand på 188 cm eller mere, så er det meget meget svært at finde sig godt til rette på bagsædet. Ikke alene bliver benene let klemt, men særligt i højden giver det problemer. Børn finder selvsagt rigeligt plads deromme, men nærmer de sig med eksplosiv fart teenagealderen, vil vi anbefale at gå et nummer op og satse på Focus istedet.

Vi testede Fiesta mod bl.a. Corsa og Opels minibil byder på betydeligt bedre plads på bagsædet, ligesom bagagerummet også virker en tand større. Til gengæld virker Fiesta mere kvik og letkørt; motor, gear og styretøjet spiller sammen til en veloplagt lille bil, som alle kan finde ud af at køre. I betragtning af størrelsen er den overraskende stabil ved blæsevejr på landevej eller høj fart på motorvej.

Trendy trend
Vi testkørte 1,4 tdci modellen med Trend-udstyr. Til en pris på 166.000 indbefatter det elruder på forreste sideruder, sædevarme, centrallås og ratbetjent radio/cd. Og det er omtrent det hele. Her er ikke ødslet med tingene og det holder prisen nede. Skal det være så billigt som muligt lokker Fiesta med 3 døre og en 1.2 liter benzin med mindre udstyr til 128.501 kroner. Så bliver det vist ikke ret meget billigere.

Ford er kommet rigtig godt med på trenden om at tilbyde billigt ekstraudstyr, så man kan være med til at sætte sit personlige præg på bilen. Skulle jeg købe en Fiesta ville jeg straks tilvælge læderrat (1.201 kroner), fartpilot (5.202 kroner), Bluetooth til håndfri mobil (10.500 kroner) og aircondition (13.000 kroner). Det giver ganske vist en pris tæt på 200.000, men også en langt mere praktisk bil.
Bagsædet er svageste led i Fiestas stærke kæde. Her er ikke plads nok.

Storsællert
Devisen om at godt design og lavt forbrug sælger understreges af, at Ford Fiesta er den mest solgte bil i Danmark i 2009 indtil videre. På de syv måneder der er gået siden lanceringen af Fiesta, er der på europæisk plan solgt over 117.000 stk. På alle måder er Fiesta en succes som Ford har høstet hæder og anerkendelse for. Vi stiger med på vognen og siger tak for en god uges bekendtskab. At Fords moderselskab har økonomiske vanskeligheder i USAs skrantende økonomi, skyldes ihvertfald ikke dårlige eller uinteressante bilmodeller.