Brabus SV12 S Biturbo Coupe

Selvom dette monster fra Brabus ikke kan slå Bugattis Veyron, er den en fartmaskine, som klarer stort set al anden konkurrence. Brabus er ikke bare kendt for at lave mere luksuriøse versioner af Mercedes modellerne, de voldtuner også motorerne til at yde omtrent det samme som en lastbil. Dette er også tilfældet med seneste skud på stammen, i form af den ekstreme Brabus SV12 S Biturbo Coupe. Puha, det er et langt navn, som næsten tager længere tid at udtale end det gør før bilen rammer de 100 km/t, hvilket sker på blot 4 sekunder.

Verdens hurtigst coupe
I jagten på rekorder, er der altid nye grænser som skal brydes. Brabus mener selv at de gør sig fortjent til titlen som verdens hurtigste coupe og iøvrigt bryster man sig også af have frembragt verdens kraftigste typegodkendte V12 motor. Ja, rekorderne står for fald når Brabus piller ved mekanikken.

I den almindelige version af Mercedes CL 600 som bilen bygger på, yder motoren absolut godkendte 517 hestekræfter. Hos brabus borer man motoren op og monterer en særlig biturbo og så yder monsteret hele 730 heste. Det er nok til vanvittige accellerationer over hele skalaen og en topfart som er begrænset til 340 km/t.

For at sikre at det hele ikke går op i dækrøg, er det vanvittige moment på 1.320 nm begrænset til blot 1.100 ved 2.100 o/min. Det er omtrent 7-8 gange så meget som i en almindelig personbil. Bagdækkene på bilen er enorme 21 med en profil på 295/30. Disse traktordæk til trods, kan bilen lave alt det røg, man kunne ønske sig. I alle gear vel at mærke.

Luksus koster penge Brabus tilbyder to løsninger. Man kan enten komme med sin egen lettere brugte CL model, hvorefter de ombygger den, eller man kan smide cirka 180.000 euro på bordet, hvorefter de giver dig et spritnyt eksemplar. Interiøret har som vanligt også fået en overhaling. Det er ikke en kritik af den original Mercedes, bare et ønske fra fabrikkens side om at Brabus modellerne skal være noget helt særligt. Det bliver de med det fineste alcantara og læder overalt. Og naturligvis alt tænkeligt elektronisk udstyr. En standard CL 600 koster herhjemme 3,3 millioner afgiftsplagede kroner. Hvis du har råd til sådan en, har du også råd til at lade Brabus tune den for dig. Vi andre må nøjes med at se røgen fra dækkene, når supertankeren lægger fra land.

Tal og teknik
Model:Brabus SV12 S Biturbo Coupe
Årgang2012
ProduktionUkendt
Pris:cirka 6 millioner kroner
Motortype:12 cylindre, v-form, biturbo
Brændstof:Benzin
Træk:Baghjulstræk
Slagvolumen:6.233 ccm
Ydelse:730 hk ved 5.100 o/min
Moment:1.320 nm ved 2.100 o/min
Gearkasse:5 trin automatisk
Topfart:340 km/t
0-100 km/t:4,0 sekunder
0-200 km/t:11,9 sekunder
0-300 km/t:Ikke oplyst
1/4 mile:Ikke oplyst
Forbrug opgivet:Ikke oplyst
Tankindhold:Ikke oplyst
Bagagerum:Ikke oplyst
Køreklar vægt:Ikke oplyst
Total vægtIkke oplyst
L/B/H:430 cm/185,2 cm/113,8 cm
Dæk:Foran: 265/30 ZR21
Bagtil: 295/30 ZR21
Standardudstyr:Ikke oplyst
Konkurrenter:BMW M6, Audi S5